Uge 21

picmonkey-collage-11

Lige et par dage forsinket, men velkommen til 22. uge! Kalenderen jeg følger normalt, skriver præcis det samme i udvikling som uge 20, så størrelse, længde og hvad der ellers rykker i LilleB i denne uge – ja det ved jeg ikke. Men han vokser som han skal – kan jeg konstatere ud fra alle de spark der nu dagligt rammer. Maven hopper, og her til aften 21+2 fik kæresten endelig lov at mærke de blide puf. Jeg kan næsten mærke det dagligt, at sparkene bliver kraftigere – og at han fylder mere.

Ellers er jeg lidt ramt på hormonerne for tiden. Eller følelserne. Tror egentlig ikke det er hormonerne, selvom de sikkert gør det hele lidt mere svingende og ekstravagant. Men jeg er ramt af en kæmpe usikkerhed. Jeg er bange for at miste min kæreste – at han møder en anden, eller bare ikke gider mig. Og man behøver ikke engang en bachelor i lommepsykologi, for at regne ud hvorfor jeg har det sådan. Den sidste mand jeg fik barn med, fandt nemlig en anden, og hvor jeg ikke har været ramt af jalousi indtil videre – så er jeg det nu. 6 år inde i mit super stabile og lykkelige parforhold, er jeg ved at blive kvalt i usikkerhed, jalousi og dårligt selvværd. Jeg er jo gravid, og nu i en lige så sårbar situation som sidste gang jeg gav mig hen til et andet menneske – hvilket resulterede i flere års kamp for at vende tilbage til en tålelig tilværelse. For både mig og sønnen. Og selvom min kæreste aldrig har givet mig grund til, at tvivle på at det er mig han vil – ja så skal der bare én lille kommentar til, at det hele løber af med mig, og jeg straks tænker det værste. Jeg kan ikke lide den side af mig selv. Selvom den er forståelig – i grunden, altså med tankerne rettet mod tidligere erfaringer – så er den bare så uberettiget over for min kæreste, og den æder mig op. Jeg er presset af mine egne tanker. Han vil ikke have sex i dag – vil han så have en anden? Han kaldte mig lige tyk (ja fordi jeg er gravid sgu da!) – han tænder sikkert mere på andre end mig. Flere gange har jeg også tænkt på hvordan lejligheden skal indrettes når han engang er smuttet. For oppe i mit hoved, så er det da logik for burhøns, at jeg skrev under på en opsigelse i det sekund jeg blev gravid.

Åh hvor jeg hader de tanker og de følelser. Og hvor jeg dog hader, at noget et andet menneske smadrede inden i mig, blomstrer op og smadrer mig igen.

I det mindste kaster jeg ikke op mere.

picmonkey-collage-6

   

20+1

Og gennemscanningen gik helt perfekt – selvfølgelig! Og så var der stadig en tissemand – som han stolt viste frem som det første, da scanneren ramte mit maveskind. Det er så dejligt at den her scanning er klaret, og at han er kigget igennem. Alt så, så fint og flot ud, og han tømte endda blæren imens vi så det. Og lå og vinkede sødt, og sparkede efter scanneren – hvilket jeg tydeligt kunne mærke. Det var helt specielt at både se og mærke at han bevægede sig. Jeg måtte om på siden at ligge en enkelt gang, da han lå og skyggede for sit hjerte med sin arm, og han gad ikke rigtig rykke den så jordemoderen kunne komme til. Men han har jo heller aldrig været god til at ligge eksemplarisk, og der måtte da også et par gode forsøg – og en ordentlig jorden ind i mit flæsk – for at få billeder af ham i profil. Det vigtigste er jo selvfølgelig bare, at LilleB ser ud til at være sund og rask!

Jordemoderen fortalte også at hans hoved er lige så stor som hans mave, og at hans fødder er lige så lange som hans lår. Så proportionsmæssigt skal der alligevel ske en lille ændring, før han kommer ud. Altså det er alt sammen helt normalt – hans størrelse var ganske fin. Men sjovt at tænke på de skæve størrelsesforhold der er inde i min mave. No wonder at jeg mærker hans spark, med de brede plader han dasker rundt med.

picmonkey-collage-10

picmonkey-collage-6

Uge 20

picmonkey-collage-9

Halvvejs, baby! 20+0. Det er lidt en milepæl. Imorgen står den på 20-ugersscanning (som også er en milepæl). Forhåbentlig ser alting skønt og rigtig godt ud, for så er det slut med scanninger, og vi ser ham ikke før han er født. Medmindre jeg (vi – men mest jeg) selvfølgelig køber en 3D-scanning senere, hvilket ikke er utænkeligt.

LilleB skal nu være omkring 26 centimeter lang og veje 400 gram. En lille, men stor basse (… ja vi lagde jo ud med et birkes, ikke?). Men fostre vokser individuelt nu, og han kan derfor være både større og mindre. Hans testikler er på vej fra bækkenet ned i pungen, og der skulle allerede være dannet sædceller. En lidt vild tanke. Så lille, og allerede nu dannes den slags (som i øvrigt ikke må bruges før om i hvert fald 25 år!). Hans fingernegle er fuldt udviklede, og huden bliver nu mindre gennemsigtig.

Ingen opkast her til morgen, men det er vist bare rent held. Vågner stadig om natten for at tisse- men til gengæld lader det til, at min hovedpine er væk igen. Endelig! Den varede også kun for evigt. Min livmoder går nu til navlen, så hvis jeg stikker en finger i navlen, kan jeg mærke toppen. Når jeg ligger ned, kan jeg også svagt se kanten – men det vil nok være tydeligt hos én der ikke har et BMI der siger, at man er for lav.

Ellers er der ikke sket de store forandringer siden sidst. Mærker stadig liv dagligt, men det svinger dog hvor meget – og hvor han er placeret. Idag skal jeg købe ting til LilleB med min svigermor, og i aften kommer min kusine på besøg. Og så tror jeg at jeg skal på hovedet i seng, så det kan blive fredag, og den scanning kan blive overstået.

picmonkey-collage-6

   

19+6

Imorgen er jeg halvvejs! Whaaaat. Det er en helt skør tanke. Om lidt er 20-ugers-scanningen klaret, og skal LilleB tjekkes mere ud inden fødslen, bliver det for egen regning (forhåbentlig – andet vil vel betyde at noget er galt!)

I nat vågnede jeg – først for at tisse selvfølgelig – men så anden gang fordi han lå og rumsterede rundt. Han havde sovet hele dagen, og jeg havde kun fået meget sparsomme puf, men klokken 3 i nat var der fest. Hans døgnrytme passer vist de fleste teenagere. Og vores underbo. Det er nu en meget hyggelig måde at blive vækket på, men så alligevel. Jeg skal nok nå at blive træt af det, hvis det er noget der skal ske ofte.

Hovedpinen er der endnu – dog ikke i ligeså voldsom grad. Jeg er godt træt af det. Og nå ja, de sidste to dage (hvor vækkeuret har ringet) har jeg haft kvalme og kastet op. Det føles næsten helt forkert at være så langt henne, når min krop stadig behandler mig som var jeg i 1.trimester. Jeg nød det ellers lige så meget, at føle mig som et normalt menneske igen. Men sådan er det, og jeg må jo bare tage det hele med.

Til gengæld har jeg fået tilsendt ny studieplan idag. Med et års barselsorlov. Så dejligt. Og vildt lækkert at få på plads. Så er der 10 uger tilbage til barsel. Og jeg glæder mig – så meget!

picmonkey-collage-2-3

picmonkey-collage-6

19+4

Sidste dag i drengenes ferie. Jeg nupper lige en uge mere. Har haft kvalme med opkast to gange, men så længe det ikke er hver dag går det nok. Til gengæld har jeg haft hovedpine siden igår, og den vil ikke rigtig slippe. Jeg orker næsten ikke en dag mere med ondt. Men det kan jeg ikke rigtig bestemme, åbenbart. Har endda taget hovedpinepiller, selvom jeg så vidt muligt gerne undgår medicin så længe der bor nogen i min mave. Og jeg kunne lige så godt have ladet være. De virker ikke.

LilleB er begyndt at møffe lidt rundt over det hele nu. Igår aftes fik jeg to store spark i hånden, som jeg er helt sikker på kunne mærkes – også selvom jeg mærker det indefra også. Men ok, nu er jeg også næsten halvvejs. Det er ret vildt. Idag har han også sparket godt til, og også flere gange hvor jeg har kunne se det på maven – og mærke det udenpå. Det går ret stærkt med bevægelserne. For et par dage siden lå han nede ved mit skamben – nu ligger han mest lige under navlen, men kan mærkes flere steder, i modsætning til før, hvor det kun var nede i højre side han hyggede rundt. Og sparkene er også blevet stærkere. Han kilder ikke mere. Og jeg kan tydeligt mærke ham – også når jeg ikke ligger på ryggen og holder vejret. Det er skønt.

Ellers er jeg blevet – eller det har jeg været i et stykke tid nu – vild med ostehaps. Har altid godt kunne lide dem, men jeg kan virkelig ikke undvære dem nu. Er helt tosset med ostehaps. Har lige spist tre, og tror jeg nupper tre mere. Det havde nok givet mig kvalme førhen. Men nu kan de faktisk udgøre et helt måltid hvis det skulle være. De er verdens bedste opfindelse!

picmonkey-collage-4-4

picmonkey-collage-6

Uge 19

picmonkey-collage-7

19+0 og vi render nu ind i 20. uge. LilleB er omkring 22 centimeter lang, fra top til tå, og vejer omkring de 270 gram. Det er en meget aktiv periode, hvor bevægelserne er begyndt at blive meget bevidste, og hvor han tonser rundt. Pladsen er stadig god, så der er god plads at lege på. Og jeg kan også mærke ham når han er vågen. Der kommer deciderede spark nu, og de kan ind i mellem mærkes uden på maven, dog meget svagt. I løbet af de sidste par dage, har han rykket sig lidt længere op, så han nu ikke ligger helt nede ved mit skamben længere. Han har også rykket sig lidt mere ind på midten, hvor han ellers længe har hygget sig i højre side af min mave. Hans små fødder er nu omkring 3 centimeter lange, og det er dem der puffer og sparker så det rigtigt kan mærkes. Den kildrende fornemmelse er der også stadig ind i mellem. Jeg tror måske det er armene og hænderne, men det er jo ikke noget jeg kan sige med sikkerhed.

Jeg har det godt. Det er nu en uge siden jeg sidst havde kvalme, og jeg har de fleste aftenener kunne holde mig vågen og være sammen med drengene. Det eneste jeg sådan rigtig mærker for tiden, udover den dejlige dreng i maven, er ekstremt ømme bryster og natlige tisseture. Jeg har forholdt mig så roligt de seneste dage, at mit bækken faktisk ikke driller heller. Dog får jeg nemt ondt i måsen af at sidde for længe, og jeg kan mærke at det begynder at give lidt ubehag at ligge for længe på ryggen – LilleB tynger efterhånden. Men jeg har det faktisk overraskende godt.

Igår blev jeg lige mindet om, at det stadig kan gå galt. Én af de kommende septembermødre i min terminsgruppe, havde desværre en frygtelig 20-ugers scanning, og skal derfor føde sin lille pige alt alt for tidligt. Det er simpelthen så skide uretfærdigt og tarveligt, og jeg må også indrømme at det skræmte mig hvordan det kunne gå så galt, når alle andre tidlige scanninger havde været helt perfekte. Men det viser jo bare, at man ikke er home-safe efter nakkefold, og at der selvfølgelig er en god grund til at lave en senere scanning også. Dog hæfter jeg mig ved den fine tidlige gennemscanning vi fik af LilleB i forbindelse med kønsscanningen. Vi betalte jo ekstra for at få ham tjekket godt igennem, og han var som han skulle være. Jeg indrømmer dog blankt, at det fik sat nogle tanker igang. Det er jo i virkeligheden det alle gravide går og er bange for. Hvis ikke det er tidlig abort, så er det sen-abort (om den er provokeret eller ej), for tidlig fødsel – og derfra går det jo stødt. Bekymringerne slipper jo aldrig taget. Heller ikke når man har født, for så kan det jo først gå galt. Men gårsdagens nyhed gav lige et hak i pladen, og selvom jeg egentlig har min gode mavefornemmelse intakt, så kan jeg da godt mærke, at næste uges scanning pludselig fylder lidt mere i tankerne, end den gjorde før. Men for helvede hvor er det bare pisse uretfærdigt! Tænk at kunne mærke sin lille baby sparke, velvidende at man skal tage en beslutning om at få den fjernet. Det er simpelthen så grusomt og frygteligt.

picmonkey-collage-6

   

18+6

Jeg er pludselig ramt af en enorm længsel og forventningens glæde. Det der startede forleden, som at se fødsler på Youtube, bare for at lave et eller andet, er nu mundet ud i at google fødselsberetninger, og gøre mig tanker om hvad jeg egentlig håber på og ønsker i forbindelse med min egen fødsel. Knap nok halvvejs i graviditeten, og jeg længes allerede helt enormt meget efter, at føde min lille baby. Min dejlige LilleB, min søn. Ikke én eneste del af mig frygter smerten, ikke en eneste del af mig vil have fødslen overstået. Jeg vil have det hele med, mærke min krop og møde mit barn. Shit det er vildt, at sidde og tænke på at det egentlig snart skal ske. Og så alligevel føles det som om der er for evigt til. For det er jo alligevel lidt tidligt, at have fødsels-brillen på. Der er immervæk et par måneder endnu før det bliver aktuelt.

Inden jeg blev gravid, og faktisk også frem til nu, har jeg været lidt bekymret over fødslen. Måske ikke så meget smerten, men mere at skulle dele det med min kæreste. Selvom vi kender hinanden helt vildt godt – og har været sammen i mange år – så har hans rolle i det hele gjort mig lidt nervøs. Som om det pludselig ville blive grænseoverskridende for mig, at skulle dele en fødsel med ham. Det er som om, at jo længere vi kender hinanden – uden han ser mig skide, råbe og ligge nøgen imens en anden har en arm oppe i mit underliv (ja ja, man kan vel overdrive) – des mere grænseoverskridende har tanken været for mig. Det er den ikke længere, og det bør den jo heller ikke være. Og jeg ved jo fra sidst, at det vil rage mig langt ind i næste århundrede, om han synes jeg er lidt klam hvis jeg skider på min jordemoder. Det kan jeg ikke på nogen måde relatere til, eller tage mig af når jeg ligger dér. Og tanken er i det hele taget lidt skør, for jeg vil jo sindssygt gerne dele oplevelsen med ham (som i: han skal være der), og jeg er egentlig også ret sikker på, at han viser sig at være mega cool og sej i situationen. Altså så cool og sej man nu kan være, når man for allerførste gang skal overvære en fødsel. Og jeg tænker nærmest dagligt på, hvordan det bliver når vi sammen møder LilleB for første gang. I mit hoved, er min kæreste den bedste og den mest støttende person, så det er lidt ambivalent at skrive, at jeg faktisk nærmest har frygtet oplevelsen, fordi han vil være der. Og det lyder nok meget værre end det egentlig er oppe i mit hoved. Og nok mere bare et udtryk for, at jeg som person hader at være sårbar – også foran dem jeg er tættest på – og i en fødselssituation er man så sårbar som man overhovedet kan være.
I de sidste par dage, har følelsen af nervøsitet og ambivalens dog ændret sig til en følelse af glæde og forventning. Jeg glæder mig helt vildt til at dele den her oplevelse med mit livs kærlighed – også selvom jeg skulle skide på min jordemoder, eller udtrykke mig ved hjælp af primalskrig og bandeord – og jeg kan slet slet slet ikke vente med at skænke ham en søn – hans første barn.

picmonkey-collage-4-3

picmonkey-collage-6

18+4

Og jeg er vågnet op, endnu en dag (heldigvis da), med lyst til kaffe – ingen kvalme eller opkast – og med små kild og puf fra LilleB. Igår aftes og her til morgen har han møffet lidt rundt. Det føles som en stor nerve der hopper – men samtidig slet ikke. Det er så svært at forklare hvordan det føles. Som et bump, som ind i mellem afsluttes med lidt glidende bevægelser. Stadig bare svagt, og helt inde i maven. Og hans små fødder har puffet blidt til min mave, og det kilder simpelthen så meget. Igår aftes gjorde han det så tydeligt, at jeg sværger jeg kunne mærke det på min hånd. Ganske svagt altså. Tror ikke hverken sønnen eller kæresten ville have kunne mærket det, når det var så svagt. Men jeg kunne, for jeg kunne jo også mærke selve puffet indefra. Det er vildt hyggeligt altså, og det går lige i hjertet på mig hver gang han bevæger sig. Og jeg synes at, selvom det stadig er meget blidt og svagt, at hans puf er blevet lidt stærkere og tydeligere de sidste par dage. Det er jo den bedste følelse i verden. Helt seriøst, jeg elsker det! Og når jeg så endnu engang er vågnet op, uden kvalme, og når jeg endnu engang har haft lyst til kaffe som det første, så føler jeg mig næsten som mig selv igen. Bare gravid på den sjove og rare måde. Det har jeg godt nok sendt længselsfulde blikke efter længe!

Igår så jeg fødselsvideoer på youtube (ja, jeg kan ikke forklare hvorfor jeg vil tortureres med synet), og jeg nærmest hulkede af glæde når mor og far blev forenet med deres lille ny. Åh hvor jeg dog glæder mig til at gøre det igen, at få det lille menneske der har boet under mit hjerte, op på min mave, og bare kramme det, kysse det og elske det. Selvom jeg længe har glædet mig sindssygt til selve graviditeten, kan jeg bare også mærke at jeg egentlig bare allerhelst vil have termin nu, og have ham ud til os. Inden vi gik igang med projekt-baby, så jeg egentlig allermest frem til graviditeten, men nu måtte den egentlig gerne se at blive færdig. Det er lige tidligt nok med utålmodighed, og jeg elsker jo også den del af graviditeten vi ramler ind i nu, men jeg glæder mig jo i virkeligheden bare så vildt meget til at møde LilleB, at det kan virke helt uoverskueligt, at skulle vente på at holde ham i mine arme.

picmonkey-collage-4-2

picmonkey-collage-6

18+3

Igår mærkede jeg LilleB for første gang sådan meget tydeligt. Har jo efterhånden fået små puf og kild sådan sporadisk og meget svagt siden omkring 14+0, men igår lå han og vendte og drejede sig, nederst i min højre side af maven. Det var ganske kort. En 5-10 sekunder, og så var der lidt roligt igen. Jeg tror han lige drejede et par omgange, og fik lagt sig godt til rette. Men det varmede bare i hele kroppen, at mærke ham så tydeligt, uden jeg behøvede sidde mussestille, og holde vejret for at få alle bevægelser med. Jeg nyder det virkelig!

Ellers er garderoben endnu engang udvidet – til ham. Jeg (og selv kæresten når han slippes løs ved babytøjet) kan slet ikke holde op, og det er bare så sindssygt hyggeligt, at gå og købe tøj som han skal bruge. Selv barnevogn har vi nu bestilt, og jeg glæder mig helt vildt til at få den hjem, selvom der dog er et par gode (og lange!) måneder til vi afhenter den.

Igår aftes havde kæresten og jeg, for første gang siden jeg blev gravid, en hyggeaften bare ham og jeg, hvor vi lejede en film og lå og puttede. Det var så sindssygt tiltrængt, for det er ikke meget kærestetid der har været, når min energi har ramt 0 inden sønnen kom i seng. Så det var bare så dejligt at være kærester, og ikke bare hverdags-koordinator-kollegaer. Sådan kan det godt sommetider føles, hvis der i perioder ikke har været meget opmærksomhed på forholdet, og denne gang har den opmærksomhed bare ikke været der siden jeg var omkring 7-8 uger henne.

Så her til morgen er jeg bare glad. Det er forår, der er bestilt barnevogn, der er liv i maven og i kærligheden. Det bliver faktisk nærmest ikke bedre!

picmonkey-collage-2-2

picmonkey-collage-6

   

Uge 18

picmonkey-collage-6
Eksamen veloverstået, så nu er der kun én tilbage inden den står på barsel. Vild tanke!

18+0, uge 18 og 19.uge. Det går skisme stærkt nu, synes jeg. På den ene side føler jeg, at jeg har været gravid for evigt, men på den anden side vælter det mig alligevel lidt bagover, at jeg næsten er halvvejs allerede.

LilleBror er omkring 20 cm lang, og vejer omkring 220 gram. Så en lille lækker sag, med to fødder på hele 2,5cm! Han er nu større og tungere end moderkagen, og så ligger han og tuller rundt nede ved mit skamben – selvom min livmoder næsten går til navlen. Ja ja, han har masser af plads. Sådan er det når der har boet nogen derinde før.

Dagen startede uden opkast – fordi kæresten var ude på badeværelset. Jeg gik og kæmpede bragt for ikke at kaste op i håndvasken i køkkenet, og jeg klarede det. Men hold nu fast. Voldsom kvalme helt fra jeg slog øjnene op. Mon ikke det var en kombination af graviditet og nervøsitet.

Lige nu ligger LilleB og puffer mig blidt på maven. Der bliver stadig ind i mellem kildet, men de sidste tre dage i streg, har jeg fået bittesmå puf. Mega hyggeligt, og totalt tiltrængt for hende den utålmodige mama her. Og jeg lever stadig højt på hjertelyden fra igår. Det lyder nok ret dumt, men selvom jeg har mærket ham, så har jeg ikke turde tro på at det faktisk var ham, og jeg har været bange for at sige det højt – for tænk nu hvis han var død i min mave. Totalt urealistisk katastrofetanke i virkeligheden, men man kan jo desværre ikke helt kontrollere sine tanker altid. Så det gav mig lige en større glæde end jeg nok havde troet, sådan at høre hjertet slå, og få jordemoderens ord på, at det var ham jeg kunne mærke. Selvom jeg jo dybest set godt vidste det, så fik mine tanker mig alligevel til at tvivle.

Men nu er eksamen overstået, og imorgen er min sidste dag. Derefter har jeg lidt fri, og jeg glæder mig til at kunne fokusere mere på LilleB og mindre på bøger i den kommende tid.

17+6

Eksamen imorgen. Men jeg trænger lige til et skud overspringshandling, så det bliver at skrive her. Og så bagefter gå en tur i køleskabet.

Idag var jeg til første jordemoderbesøg, og jeg tror seriøst min jordemoder er jordens sødeste menneske. Jeg er vild med hende, og skammer mig helt over at jeg faktisk havde nej-hatten på, i forbindelse med det første besøg. Hun spurgte ind til sidste fødsel, og allerede hvad mine tanker omkring den kommende fødsel var. Og så ville hun anbefale at vi gik hjem og læste om hjemmefødsler, fordi min sidste fødsel faktisk gik hurtigt, taget i betragtning af, at det var første gang. Jeg har haft tanken om hjemmefødsel længe, men kæresten virker ikke helt tryg ved tanken, og er han ikke det, så tager jeg en ambulant fødsel alligevel.

Vi snakkede amning, som bare skal fungere denne gang, og ja så mærkede hun mig på maven – livmoderen går allerede til 2 fingre under navlen. Så en stor 1-værelses ham lillebror er flyttet ind i. Hun fandt også hjertelyden med det samme – og selvom jeg egentlig havde svoret, at det var lidt ligegyldigt for mig, at høre den hjertelyd, så stoppede jeg alligevel lige med at trække vejret, og blev så rørt over verdens dejligste lyd. Ja selvom man havde nej-hatten godt krænget ned om ørerne, så endte jeg med at gå helt flyvende derfra. Sødeste jordemoder – ever! Og hjertelyd. Ja og så brugte hun ikke al tiden på at fortælle mig, at jeg er tyk. Hun sagde faktisk at det med vægt var hun ligeglad med, så længe hun kunne se på mit ansigt at jeg var frisk, sund og rask. Hun vejede mig ikke engang. Hvilket næsten ærgrer mig, for jeg har nu tabt mig 1 kilo siden lægeundersøgelsen, og det måtte da gerne dokumenteres. I min sidste graviditet havde jeg nemlig på nuværende tidspunkt allerede taget over 10kg på. Denne gang er vi på minus 3 kilo indtil videre. God start.

LilleB er begyndt at puffe lidt mere nu, og man kunne faktisk høre ham rumstere rundt da jordemoderen lyttede hjertelyd. Det er nu det begynder at blive lækkert – tror jeg. Ja jeg kaster op endnu altså. Men i don’t care. Ligesom en veloverstået scanning kan redde verden, så kan den dejlige hjertelyd altså også. Kom bare an kvalme. Men måske ikke lige imorgen. Det var noget med en eksamen.

picmonkey-collage-5

picmonkey-collage-6

17+3

Og jeg sidder med eksamensopgave, som skal afleveres imorgen. Den er egentlig ikke svær, da det er en opgave der skal forsvares, og jeg bestemmer selv indholdet. Men det der med at sende den afsted, kræver alligevel at jeg læser den – samt tilknyttet litteratur – igennem 117 gange.

Jeg synes det har været ok de sidste par dage. Ingen kvalme eller opkast, og jeg er faktisk ikke faldet tidligt i søvn. Jeg håber det fortsætter sådan, men er også godt klar over at det gør det nok ikke. Maven buler efterhånden ret godt ud, men alle mine strømpebukser, bukser og leggings, “knækker den” ligesom lidt over på midten, fordi de borer sig ind i mavefedtet og kun går til ca. halvvejs på maven. Imorgen skal jeg købe noget andet – for maven er faktisk fin, når den altså ikke inddeles i sektioner af tøj der ikke helt kan følge med mere.

På onsdag skal jeg til mit første jordemoderbesøg. Jeg gider egentlig ikke. Synes ikke jeg har behov for at tale om noget lige nu, og husker ikke det første besøg som særlig givende eller interessant. Det giver ikke rigtig mening at snakke fødsel allerede, så det bliver sådan en kedelig omgang vejning, blodtryk, urinprøve og samtale om kost og motion. Spild af tid, men man skal jo (… på den der måde hvor man jo ikke skal, men gør det alligevel).

Men altså, eksamen står for døren, så den fokuserer jeg nok lige på den næste lille uges tid. Og så er der lidt fri inden næste praktik sparkes igang.

picmonkey-image-3

picmonkey-collage-6