4 måneder

Jeg tænkte jeg lige ville slå LilleB-er-nu-(eller-altså-i-overmorgen-er-han-)4-måneder-og-så-glædelig-jul-og-måske-godt-nytår-også-indlæggene sammen. Der er nemlig ikke meget tid til at blogge for tiden. Ikke fordi LilleB er hård ved os – nej vi juler bare. Jeg tror faktisk næsten jeg er den på matriklen, der elsker jul mest. Og med en 9-årig logerende, så siger det vist ikke så lidt.

LilleB trives stadig i stor stil, er en dejlig stor basse med sure tæer, gylp i folderne og nakkesved. Hvis han var voksen, så ville han være temmelig ulækker egentlig. Han sover stadig igennem. Og om dagen kan jeg bare lægge ham i barnevognen, og så falder han i søvn. Ok, sommetider er der lige et suttemarathon der skal overstås inden, fordi han insisterer på at flå sutten ud, og så bagefter kalde på mig fordi han gerne vil have den igen. Men ellers så sover han bare. Om aftenen er han til gengæld lidt en anden. Der vil han falde i søvn i dobbeltsengen hos mig, gerne efter alt for mange vågne timer, og hvor alle lemmer tonser rundt på ham. Han kan ikke finde ro. Så kæresten har de sidste par dage sovet på sofaen, fordi det ellers bliver så sent før han kan komme i seng. Og så tør han ikke falde i søvn med LilleB i sengen heller. Men okay, sådan er det bare lige nu, og LilleB skal selvfølgelig have den tryghed han har brug for. Kæresten har sin playstation at hygge sig med, nu hvor det ikke bliver med mig.

Ellers skriger LilleB meget. Ikke gråd, men sådan tøseskrig. Og det kan både være af glæde og frustration, så mange af hans vågne timer går med, at skrige som en kvinde i nød. Det er jeg sikker på vores naboer virkelig ikke sætter særlig stor pris på. Når han ikke skriger, så har han hele hånden i munden, og så smasker han løs på den. Han er sgu ret sjov. Eller, som mor synes jeg han er sjov. Er ikke sikker på andre synes det samme.

Men nu vil jeg pakke computeren væk. Om lidt skal jeg lave risengrød, og så skal der ses julekalender med drengene, og ellers skal der gang i konfekt og klargøring af det sidste, inden hjerternes fest skydes igang. Og tænk, at det så er et år siden, at de første spæde streger dukkede op. Det er så vildt!

Rigtig glædelig jul (… og godt nytår, hvis jeg ikke lige får kigget ind inden da)

img_6521

picmonkey-collage-6

   

For præcis et år siden.

Jeg ved godt min reaktion nok også er i overkanten, men det gør bare så ondt, at vi nu går ind i ventetiden til menstruation, og jeg kan ikke engang have et spinkelt håb om at være gravid.

Sådan skrev jeg i dette indlæg for et år siden. Fordi kæresten ikke gad knalde, og jeg var SÅ skuffet, ked af det og vred. Ikke desto mindre, blev LilleB lavet samme dag, i hvad jeg vil kalde sur pligtsex. Han vidste ikke hvor vred jeg var, eller hvor lidt jeg egentlig gad knalde (… eller hvor længe jeg lå med benene oppe og med en pude under rumpen, da han var faldet i søvn). Men jeg gjorde det, for det spinkle håb. Og nu ligger LilleB og sover i sin barnevogn, og livet kunne ikke være bedre.

Det er så vildt som tiden bare forsvinder. Jeg synes lige jeg har stået med en milliard tissepinde, hvor de første spæde streger dukkede op på selveste juleaften, og hvor jeg få dage forinden havde drukket rigeligt med hvidvin og røget rigeligt med smøger hos min veninde.. Jeg synes lige jeg har vist kæresten testen hvorpå der stod: “Gravid”. Jeg synes lige jeg har været til de tidlige scanninger, som der først skabte lidt drama. Og jeg synes lige jeg har mærket de første puf, og fået at vide hvad der gemte sig i maven. Ja jeg synes ligesom bare lige vi er gået igang. Og nu er det jul igen, denne gang med verdens dejligste lillebror.

Jeg kan slet ikke forstå hvor tiden forsvandt hen, eller hvor vildt det her år har været. Det kan sgu godt gøre mig lidt forpustet. 2017 blev det bedste år længe, hvilket jeg allerede kunne mærke helt ned i maven nytårsaften, da jeg stod med min lille hemmelighed i maven, og med en mor der pressede for vildt på for, at jeg kunne tage et glas champagne med hende.

For helvede mand. Jeg blev mor igen. Vi fik LilleB, og han er det bedste i verden. Altså sammen med sin storebror. Og nu står juletræet så fint, og juleglæden som jeg altid har haft masser af, har nu nået nye højder. Alt det jeg ønskede mig og drømte om, gav 2017 mig. Altså lige bortset fra rigdom og et stort hus. Men det kan 2018 jo så passende sørge for, ikke?

skaermbillede-2017-12-12-kl-09-33-07

picmonkey-collage-6

   

14 ugers baby.

Så er LilleB altså efterhånden ved at være en StoreB. Han vokser alt for stærkt, og vi er så småt igang med at finde str. 68 frem. Skræmmende! På den ene side, så glæder jeg mig til alt det der snart skal ske. Ske-mad og at han kan bevæge sig rundt. På den anden side, så er jeg ved at dø over, at man har sin lille baby i så kort tid. Det går så sindssygt stærkt.

Nå, men det går strygende. Det første grin kom for seks dage siden. Sådan en dejlig kluklatter som går lige i hjertet. Lillemand altså. Igår trillede han for første gang fra mave til ryg. Der sker bare så meget!

Kiropraktor har virket SÅ godt for LilleB, som nu er stærk i ryggen og nakken. Han var låst nærmest over det hele, og jeg skal da lige love for at det gør en kæmpe motorisk forskel, nu hvor han ikke er det længere. Selv sundhedsplejersken havde ikke en finger at sætte på ham, da hun var her for at tjekke op på ham. Det er så første gang der ikke lige har været noget vi skulle gøre, eller noget der ikke var godt nok. Hun roste ham endda – for at tale så meget, og være så kontaktsøgende.

Vaccinationen blev klaret, og han var ikke rigtig mærket af det efterfølgende. Men han er jo også bare på alle måder den nemmeste baby der eksisterer på planeten Jorden. Ja jeg troede faktisk ikke, at nemme babyer som LilleB eksisterede. Har altid haft den opfattelse, at forældre der udtaler sig sådan om deres babyer (… ja altså sådan som jeg gør med LilleB), de lyver så bukserne flyver. Men der må jeg jo ligge mig fladt ned. Det eksisterer faktisk, det der med den nemme barsel, og det med at man faktisk kan tage et bad der er langt og varmt, og hvor man bliver ægte ren, og ikke bare støvet lidt af. Det er så idyllisk og lyserødt, at det nærmest er skammeligt. Og jeg kan slet ikke tillade mig at brokke mig over noget som helst – slet ikke foran de andre nybagte mødre jeg ses med. Det er sket 3 gange siden LilleB var 8 uger gammel, at han er vågnet om natten og har været sulten. Ellers sover han bare. Så man må sige, at vi er ret heldige.

Han sover mere sporadisk om dagen, og tager gerne et langt vågent stræk sen eftermiddag – tidlig aften, hvor han er vågen og rigtig gerne vil aktiveres. Det kan godt være lidt svært når jeg er alene med drengene, for det er lige på det tidspunkt hvor der gerne skal laves aftensmad, som sønnen jo ret gerne skal have inden han skal i seng. Men det er så også det – andre udfordringer er der ikke. Og det lykkes jo altid på den ene eller den anden måde, sådan at nå det hele, og få spist den store af også.

Så en cirka 3 måneders-status: Det går godt, og vi kan ikke klage.

skaermbillede-2017-12-02-kl-09-30-30

picmonkey-collage-6

   

12 uger, kiropraktor og en irriterende sundhedsplejerske

Shit, tiden går altså stærkt. LilleB nærmer sig nu de 12 uger, og nærmer sig altså også de første par stik i de små tykke lår. Av av.

Det går godt med ham. Med os. Han er tyk og glad, og så sover han stadig som en drøm. Jeg er godt nok oppe og give sut et par gange hver nat, men han sover. Og han sover så godt i sin egen vugge. Ja han sover langt bedre i vuggen, end ved siden af mig. Og det hjælper jo lidt på det, at hans søvn (og dermed min) er så markant bedre når vi ikke sover sammen, for det var faktisk lidt svært ikke at skulle have ham sovende ved siden af mig. Men han vågner, og så vågner jeg. Jeg tror vi vækker hinanden.

Han er begyndt til kiropraktor i øvrigt. Hans hoved er super skævt, og så nægter han simpelthen at løfte sit hoved når han ligger på maven. Og det’ med god grund. Han er nemlig låst samtlige steder der kan låses, så det bliver en dyr omgang. Bare det virker.

Faktisk er det ikke fordi jeg er bekymret over hverken skævt hoved eller det at han ikke vil løfte det. Det gad sønnen heller ikke, men det er han da heldigvis kommet fint efter. Han havde også et skævt hoved – det ses ikke længere, så jeg vil tro det også er gået i sig selv. Men min sundhedsplejerske kommer for at “tjekke op på det” her om halvanden uge. Ja faktisk synes jeg kraftedeme altid der lige er noget der skal “tjekkes op på”. Hun har aldrig sagt at LilleB er fin – eller at noget er godt. Til gengæld er hun super god til at finde problemer, og diktere hvad jeg skal gøre ved dem. Blandt andet det med at vi skulle tage ham til kiropraktor. Hun dikterede så også oven i hatten, at vi skulle tage ham til fysioterapeut, og gerne lægen også. Og altså slap lige for helvede lidt af kvindemenneske! Én ting ad gangen. Jeg gør alt for mine unger, og jeg er også godt klar over at alt det med kiropraktor, kranio-sakral-terapi, zoneterapi og you name it, ikke rigtigt var en ting dengang med sønnen, så jeg prøver med glæde en masse af for LilleB. Men altså, den måde min sundhedsplejerske taler til mig på, den irriterer mig. I min optik, så er hendes job at anbefale hvad jeg skal gøre – ikke diktere. Hun giver mig sådan en førstegangs-mor-usikkerhed som er ganske unødvendig. Jeg har en baby der sover igennem, skider dagligt og spiser godt. Og i mellemtiden smiler han. Han stortrives, så det går mig faktisk lidt på, at jeg føler min sundhedsplejerske holder øje. Og det er helt sikkert bare i mit hoved, og den evigt dårlige mor-samvittighed der nager, men hendes retorik irriterer mig altså virkelig. Sig nu for helvede da bare, at min baby er dygtig – og at resten nok skal komme. I stedet for at få det til at lyde som om, at mit barn aldrig lærer at løfte hovedet, fordi han ikke kan lige nu.

Det er ikke fordi jeg tænker jeg tager for let på tingene, men jeg synes faktisk hun maler fanden på væggen – med alt. Selv med amningen fik jeg stress af hende og hendes tiltag, og hendes hyppige besøg. Jeg gider ikke hele tiden skulle bekymre mig om det ene eller det andet, for jeg har en glad baby. En glad, lettere skæv baby. Og kiropraktik var en fin idé fra sundhedsplejersken altså. Det meste hun siger giver ganske fin mening- hvis ikke hun proppede et “DU SKAL” foran alt der kom ud af hendes bestemme-røvs-mund. Det er min baby, og jeg SKAL absolut ingenting. Og hvis hun har nogen indvendinger over, at jeg ikke har smidt LilleB til fysioterapi også, ja så tror jeg at jeg kommer til at sige noget. Hvilket irriterer mig. For jeg gider faktisk ikke være på kant med en skide sundhedsplejerske. Jeg gider ikke bruge energi på det. Bort set fra, at det gør jeg jo så tydeligvis allerede.

 

skaermbillede-2017-11-14-kl-12-19-25

picmonkey-collage-6

   

Sexlivet efter en fødsel.

Fuck det er svært, det der sex. Altså – det er virkelig svært for mig, at skulle rode mig ud i det pjat igen. Men som jeg skrev igår, så er min menstruation tilbage, og den første p-pille er taget. Det betyder også, at sex ligesom rykker tættere på.

Og det er skræmmende. Det her er muligvis det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har skrevet, til trods for at jeg flere gange har nævnt mit udflåd, men vi har ikke haft sex siden starten af graviditeten. Sådan uge 16-agtigt tror jeg det var. Og vi er altså ikke inde i én eller anden krise. Nej, det er bare gået helt i stå, og det bliver ikke ligefrem nemmere at tage sig sammen til at gøre det.

Det er ikke kun tiden der gør det svært. Jeg føler mig på ingen måde – slet ikke – seksuel. Tanken om sex strejfer mig bare ikke, men jeg ved godt at motoren skal startes, og vi skal til at igang. Det er bare så pisse svært for mig, at finde lysten til intimitet frem, når jeg har brugt hele dagen på at være intim med en baby. Bevares, det er jo en heeeeelt anden form for intimitet, men det er med kys, nus og kropskontakt, og det mætter bare også på den konto. Når LilleB så sover om aftenen, ja så er det sidste jeg har lyst til, altså at være mere intim. Jeg har brug for at være MIG! Også selvom LilleB er nem og efterlader godt med mulighed for mig-tid. I dagtimerne bruger jeg dem jo bare på en hel masse praktisk, så mine aftener er ligesom dér hvor jeg har mulighed for at bingewatche Grey’s Anatomy (altså falde i søvn) og bare være mig selv.

Samtidig, så er jeg sgu også lidt nervøs for om jeg er blevet helt slap. Mest fordi kæresten ikke er bleg for at være lidt for ærlig i mange sammenhænge. Nu fik han jo sagt forleden, at min mave ser større ud nu, end lige da jeg havde født (!!!!!!!!), og jeg magter bare ikke de kommentarer på min ret nye mor-til-to-krop. Så lige så meget som jeg ikke magter at være intim, og på ingen måder føler mig seksuel, lige så meget handler det også om at jeg nok har det ret svært i min nye krop. Og på ingen måde får det bedre når den så også kommenteres på den måde. Bevares, jeg er tilhænger af ærlighed. Men også af situationsfornemmelse, og her to måneders tid efter en fødsel, så må det sgu da være ok at det buler lidt forkert ud hist og her. Tænker heller ikke at han har et problem med det, men det behøver bare ikke blive italesat lige nu.

Det skal jo nok blive vildt godt og vildt dejligt, og jeg savner også at være kæreste. Men jeg synes det er svært. Flere i min terminsgruppe var allerede igang et par dage efter fødslen, (seriøst, hvem har lyst til at få en stiv diller op i et åbent kødsår, sådan gentagende gange ud og ind!?), så jeg føler mig næsten helt forkert når jeg siger, at jeg faktisk ikke mærker lyst.

Hvordan var det for dig at skulle have sex efter fødslen?

picmonkey-collage-2-3

picmonkey-collage-6