4 måneder

Jeg tænkte jeg lige ville slå LilleB-er-nu-(eller-altså-i-overmorgen-er-han-)4-måneder-og-så-glædelig-jul-og-måske-godt-nytår-også-indlæggene sammen. Der er nemlig ikke meget tid til at blogge for tiden. Ikke fordi LilleB er hård ved os – nej vi juler bare. Jeg tror faktisk næsten jeg er den på matriklen, der elsker jul mest. Og med en 9-årig logerende, så siger det vist ikke så lidt.

LilleB trives stadig i stor stil, er en dejlig stor basse med sure tæer, gylp i folderne og nakkesved. Hvis han var voksen, så ville han være temmelig ulækker egentlig. Han sover stadig igennem. Og om dagen kan jeg bare lægge ham i barnevognen, og så falder han i søvn. Ok, sommetider er der lige et suttemarathon der skal overstås inden, fordi han insisterer på at flå sutten ud, og så bagefter kalde på mig fordi han gerne vil have den igen. Men ellers så sover han bare. Om aftenen er han til gengæld lidt en anden. Der vil han falde i søvn i dobbeltsengen hos mig, gerne efter alt for mange vågne timer, og hvor alle lemmer tonser rundt på ham. Han kan ikke finde ro. Så kæresten har de sidste par dage sovet på sofaen, fordi det ellers bliver så sent før han kan komme i seng. Og så tør han ikke falde i søvn med LilleB i sengen heller. Men okay, sådan er det bare lige nu, og LilleB skal selvfølgelig have den tryghed han har brug for. Kæresten har sin playstation at hygge sig med, nu hvor det ikke bliver med mig.

Ellers skriger LilleB meget. Ikke gråd, men sådan tøseskrig. Og det kan både være af glæde og frustration, så mange af hans vågne timer går med, at skrige som en kvinde i nød. Det er jeg sikker på vores naboer virkelig ikke sætter særlig stor pris på. Når han ikke skriger, så har han hele hånden i munden, og så smasker han løs på den. Han er sgu ret sjov. Eller, som mor synes jeg han er sjov. Er ikke sikker på andre synes det samme.

Men nu vil jeg pakke computeren væk. Om lidt skal jeg lave risengrød, og så skal der ses julekalender med drengene, og ellers skal der gang i konfekt og klargøring af det sidste, inden hjerternes fest skydes igang. Og tænk, at det så er et år siden, at de første spæde streger dukkede op. Det er så vildt!

Rigtig glædelig jul (… og godt nytår, hvis jeg ikke lige får kigget ind inden da)

img_6521

picmonkey-collage-6

   

For præcis et år siden.

Jeg ved godt min reaktion nok også er i overkanten, men det gør bare så ondt, at vi nu går ind i ventetiden til menstruation, og jeg kan ikke engang have et spinkelt håb om at være gravid.

Sådan skrev jeg i dette indlæg for et år siden. Fordi kæresten ikke gad knalde, og jeg var SÅ skuffet, ked af det og vred. Ikke desto mindre, blev LilleB lavet samme dag, i hvad jeg vil kalde sur pligtsex. Han vidste ikke hvor vred jeg var, eller hvor lidt jeg egentlig gad knalde (… eller hvor længe jeg lå med benene oppe og med en pude under rumpen, da han var faldet i søvn). Men jeg gjorde det, for det spinkle håb. Og nu ligger LilleB og sover i sin barnevogn, og livet kunne ikke være bedre.

Det er så vildt som tiden bare forsvinder. Jeg synes lige jeg har stået med en milliard tissepinde, hvor de første spæde streger dukkede op på selveste juleaften, og hvor jeg få dage forinden havde drukket rigeligt med hvidvin og røget rigeligt med smøger hos min veninde.. Jeg synes lige jeg har vist kæresten testen hvorpå der stod: “Gravid”. Jeg synes lige jeg har været til de tidlige scanninger, som der først skabte lidt drama. Og jeg synes lige jeg har mærket de første puf, og fået at vide hvad der gemte sig i maven. Ja jeg synes ligesom bare lige vi er gået igang. Og nu er det jul igen, denne gang med verdens dejligste lillebror.

Jeg kan slet ikke forstå hvor tiden forsvandt hen, eller hvor vildt det her år har været. Det kan sgu godt gøre mig lidt forpustet. 2017 blev det bedste år længe, hvilket jeg allerede kunne mærke helt ned i maven nytårsaften, da jeg stod med min lille hemmelighed i maven, og med en mor der pressede for vildt på for, at jeg kunne tage et glas champagne med hende.

For helvede mand. Jeg blev mor igen. Vi fik LilleB, og han er det bedste i verden. Altså sammen med sin storebror. Og nu står juletræet så fint, og juleglæden som jeg altid har haft masser af, har nu nået nye højder. Alt det jeg ønskede mig og drømte om, gav 2017 mig. Altså lige bortset fra rigdom og et stort hus. Men det kan 2018 jo så passende sørge for, ikke?

skaermbillede-2017-12-12-kl-09-33-07

picmonkey-collage-6

14 ugers baby.

Så er LilleB altså efterhånden ved at være en StoreB. Han vokser alt for stærkt, og vi er så småt igang med at finde str. 68 frem. Skræmmende! På den ene side, så glæder jeg mig til alt det der snart skal ske. Ske-mad og at han kan bevæge sig rundt. På den anden side, så er jeg ved at dø over, at man har sin lille baby i så kort tid. Det går så sindssygt stærkt.

Nå, men det går strygende. Det første grin kom for seks dage siden. Sådan en dejlig kluklatter som går lige i hjertet. Lillemand altså. Igår trillede han for første gang fra mave til ryg. Der sker bare så meget!

Kiropraktor har virket SÅ godt for LilleB, som nu er stærk i ryggen og nakken. Han var låst nærmest over det hele, og jeg skal da lige love for at det gør en kæmpe motorisk forskel, nu hvor han ikke er det længere. Selv sundhedsplejersken havde ikke en finger at sætte på ham, da hun var her for at tjekke op på ham. Det er så første gang der ikke lige har været noget vi skulle gøre, eller noget der ikke var godt nok. Hun roste ham endda – for at tale så meget, og være så kontaktsøgende.

Vaccinationen blev klaret, og han var ikke rigtig mærket af det efterfølgende. Men han er jo også bare på alle måder den nemmeste baby der eksisterer på planeten Jorden. Ja jeg troede faktisk ikke, at nemme babyer som LilleB eksisterede. Har altid haft den opfattelse, at forældre der udtaler sig sådan om deres babyer (… ja altså sådan som jeg gør med LilleB), de lyver så bukserne flyver. Men der må jeg jo ligge mig fladt ned. Det eksisterer faktisk, det der med den nemme barsel, og det med at man faktisk kan tage et bad der er langt og varmt, og hvor man bliver ægte ren, og ikke bare støvet lidt af. Det er så idyllisk og lyserødt, at det nærmest er skammeligt. Og jeg kan slet ikke tillade mig at brokke mig over noget som helst – slet ikke foran de andre nybagte mødre jeg ses med. Det er sket 3 gange siden LilleB var 8 uger gammel, at han er vågnet om natten og har været sulten. Ellers sover han bare. Så man må sige, at vi er ret heldige.

Han sover mere sporadisk om dagen, og tager gerne et langt vågent stræk sen eftermiddag – tidlig aften, hvor han er vågen og rigtig gerne vil aktiveres. Det kan godt være lidt svært når jeg er alene med drengene, for det er lige på det tidspunkt hvor der gerne skal laves aftensmad, som sønnen jo ret gerne skal have inden han skal i seng. Men det er så også det – andre udfordringer er der ikke. Og det lykkes jo altid på den ene eller den anden måde, sådan at nå det hele, og få spist den store af også.

Så en cirka 3 måneders-status: Det går godt, og vi kan ikke klage.

skaermbillede-2017-12-02-kl-09-30-30

picmonkey-collage-6

   

12 uger, kiropraktor og en irriterende sundhedsplejerske

Shit, tiden går altså stærkt. LilleB nærmer sig nu de 12 uger, og nærmer sig altså også de første par stik i de små tykke lår. Av av.

Det går godt med ham. Med os. Han er tyk og glad, og så sover han stadig som en drøm. Jeg er godt nok oppe og give sut et par gange hver nat, men han sover. Og han sover så godt i sin egen vugge. Ja han sover langt bedre i vuggen, end ved siden af mig. Og det hjælper jo lidt på det, at hans søvn (og dermed min) er så markant bedre når vi ikke sover sammen, for det var faktisk lidt svært ikke at skulle have ham sovende ved siden af mig. Men han vågner, og så vågner jeg. Jeg tror vi vækker hinanden.

Han er begyndt til kiropraktor i øvrigt. Hans hoved er super skævt, og så nægter han simpelthen at løfte sit hoved når han ligger på maven. Og det’ med god grund. Han er nemlig låst samtlige steder der kan låses, så det bliver en dyr omgang. Bare det virker.

Faktisk er det ikke fordi jeg er bekymret over hverken skævt hoved eller det at han ikke vil løfte det. Det gad sønnen heller ikke, men det er han da heldigvis kommet fint efter. Han havde også et skævt hoved – det ses ikke længere, så jeg vil tro det også er gået i sig selv. Men min sundhedsplejerske kommer for at “tjekke op på det” her om halvanden uge. Ja faktisk synes jeg kraftedeme altid der lige er noget der skal “tjekkes op på”. Hun har aldrig sagt at LilleB er fin – eller at noget er godt. Til gengæld er hun super god til at finde problemer, og diktere hvad jeg skal gøre ved dem. Blandt andet det med at vi skulle tage ham til kiropraktor. Hun dikterede så også oven i hatten, at vi skulle tage ham til fysioterapeut, og gerne lægen også. Og altså slap lige for helvede lidt af kvindemenneske! Én ting ad gangen. Jeg gør alt for mine unger, og jeg er også godt klar over at alt det med kiropraktor, kranio-sakral-terapi, zoneterapi og you name it, ikke rigtigt var en ting dengang med sønnen, så jeg prøver med glæde en masse af for LilleB. Men altså, den måde min sundhedsplejerske taler til mig på, den irriterer mig. I min optik, så er hendes job at anbefale hvad jeg skal gøre – ikke diktere. Hun giver mig sådan en førstegangs-mor-usikkerhed som er ganske unødvendig. Jeg har en baby der sover igennem, skider dagligt og spiser godt. Og i mellemtiden smiler han. Han stortrives, så det går mig faktisk lidt på, at jeg føler min sundhedsplejerske holder øje. Og det er helt sikkert bare i mit hoved, og den evigt dårlige mor-samvittighed der nager, men hendes retorik irriterer mig altså virkelig. Sig nu for helvede da bare, at min baby er dygtig – og at resten nok skal komme. I stedet for at få det til at lyde som om, at mit barn aldrig lærer at løfte hovedet, fordi han ikke kan lige nu.

Det er ikke fordi jeg tænker jeg tager for let på tingene, men jeg synes faktisk hun maler fanden på væggen – med alt. Selv med amningen fik jeg stress af hende og hendes tiltag, og hendes hyppige besøg. Jeg gider ikke hele tiden skulle bekymre mig om det ene eller det andet, for jeg har en glad baby. En glad, lettere skæv baby. Og kiropraktik var en fin idé fra sundhedsplejersken altså. Det meste hun siger giver ganske fin mening- hvis ikke hun proppede et “DU SKAL” foran alt der kom ud af hendes bestemme-røvs-mund. Det er min baby, og jeg SKAL absolut ingenting. Og hvis hun har nogen indvendinger over, at jeg ikke har smidt LilleB til fysioterapi også, ja så tror jeg at jeg kommer til at sige noget. Hvilket irriterer mig. For jeg gider faktisk ikke være på kant med en skide sundhedsplejerske. Jeg gider ikke bruge energi på det. Bort set fra, at det gør jeg jo så tydeligvis allerede.

 

skaermbillede-2017-11-14-kl-12-19-25

picmonkey-collage-6

Sexlivet efter en fødsel.

Fuck det er svært, det der sex. Altså – det er virkelig svært for mig, at skulle rode mig ud i det pjat igen. Men som jeg skrev igår, så er min menstruation tilbage, og den første p-pille er taget. Det betyder også, at sex ligesom rykker tættere på.

Og det er skræmmende. Det her er muligvis det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har skrevet, til trods for at jeg flere gange har nævnt mit udflåd, men vi har ikke haft sex siden starten af graviditeten. Sådan uge 16-agtigt tror jeg det var. Og vi er altså ikke inde i én eller anden krise. Nej, det er bare gået helt i stå, og det bliver ikke ligefrem nemmere at tage sig sammen til at gøre det.

Det er ikke kun tiden der gør det svært. Jeg føler mig på ingen måde – slet ikke – seksuel. Tanken om sex strejfer mig bare ikke, men jeg ved godt at motoren skal startes, og vi skal til at igang. Det er bare så pisse svært for mig, at finde lysten til intimitet frem, når jeg har brugt hele dagen på at være intim med en baby. Bevares, det er jo en heeeeelt anden form for intimitet, men det er med kys, nus og kropskontakt, og det mætter bare også på den konto. Når LilleB så sover om aftenen, ja så er det sidste jeg har lyst til, altså at være mere intim. Jeg har brug for at være MIG! Også selvom LilleB er nem og efterlader godt med mulighed for mig-tid. I dagtimerne bruger jeg dem jo bare på en hel masse praktisk, så mine aftener er ligesom dér hvor jeg har mulighed for at bingewatche Grey’s Anatomy (altså falde i søvn) og bare være mig selv.

Samtidig, så er jeg sgu også lidt nervøs for om jeg er blevet helt slap. Mest fordi kæresten ikke er bleg for at være lidt for ærlig i mange sammenhænge. Nu fik han jo sagt forleden, at min mave ser større ud nu, end lige da jeg havde født (!!!!!!!!), og jeg magter bare ikke de kommentarer på min ret nye mor-til-to-krop. Så lige så meget som jeg ikke magter at være intim, og på ingen måder føler mig seksuel, lige så meget handler det også om at jeg nok har det ret svært i min nye krop. Og på ingen måde får det bedre når den så også kommenteres på den måde. Bevares, jeg er tilhænger af ærlighed. Men også af situationsfornemmelse, og her to måneders tid efter en fødsel, så må det sgu da være ok at det buler lidt forkert ud hist og her. Tænker heller ikke at han har et problem med det, men det behøver bare ikke blive italesat lige nu.

Det skal jo nok blive vildt godt og vildt dejligt, og jeg savner også at være kæreste. Men jeg synes det er svært. Flere i min terminsgruppe var allerede igang et par dage efter fødslen, (seriøst, hvem har lyst til at få en stiv diller op i et åbent kødsår, sådan gentagende gange ud og ind!?), så jeg føler mig næsten helt forkert når jeg siger, at jeg faktisk ikke mærker lyst.

Hvordan var det for dig at skulle have sex efter fødslen?

picmonkey-collage-2-3

picmonkey-collage-6

Den første menstruation.

Knap 10 uger inde i mit moderskab – altså det med LilleB – og min menstruation ser ud til at den så småt har vist sit klamme ansigt her til morgen. I husker nok, hvis altså I har fulgt med, hvordan jeg har det med det. Så det bliver godt. Eller.

Samtidig, så betyder det også, at de p-piller der har ligget på vores spisebord, og skulet ondt til mig i et par dage, skal til at tages i brug. Og det føles mærkeligt. Det føles mærkeligt, at skulle begynde på prævention, som var det jeg for et år siden, var så lykkelig for at være sluppet af med. Bevares, vi skal jo ligesom heller ikke lave en baby, og jeg tør fanme ikke have sex igen før jeg er beskyttet af andet end et tyndt lag gummi (som har svigtet mig på det groveste engang – men det er en anden historie), så altså. Det er jo kun godt at jeg kan begynde på dem, indtil min læge giver grønt lys til, at jeg kan få en spiral igen, som lige umiddelbart er planen. Men det føles bare underligt, og som sådan et lidt fesent punktum på det, som det seneste år har handlet om. Projekt Baby. Og selvom jeg ikke lige pt. ønsker at starte det show forfra, så er det sgu helt ærligt, sådan lidt trist, at det punktum skal sættes. Det er svært at forklare hvorfor, men sådan er det bare. Og jeg kan mærke at jeg nok skal tvinge de første par piller ned. Både fordi jeg hader at tage piller – men også fordi jeg, hånden på hjertet, lige nu hader at skulle igang med prævention igen.

Nå, men altså første menstruation. Den kunne jeg nok have været heldig at slippe for i længere tid, hvis de skide bryster jeg render rundt med, havde virket. Jeg har ikke savnet at have menstruation. Og dette er bare endnu et tegn på, at alt er tilbage til normal. Ja ja vi har fået LilleB, men ellers er jeg tilbage i egen krop (omend nu endnu mere løs i kødet tænker jeg), og det huer mig ikke lige idag. Og jeg ville ønske jeg kunne sætte nogle ord på det, der ville få det til at give mening – måske allermest for mig selv, for jeg forstår det sgu heller ikke. Jeg fik min baby, hvilket man vel nok kan konkludere var det store ønske. Så jeg forstår sgu ikke hvorfor jeg ikke bare nyder det at være mig selv igen, og være ovre projekt baby og graviditet. Det er altså nogle rimelig ambivalente følelser jeg sidder med. Heldigvis har jeg købt to bøtter Ben & Jerry’s, hvilket vi alle ved er ren medicin mod hjerne-skørhed.

picmonkey-collage-2-2

picmonkey-collage-6

   

“Så skal du vel til at tabe dig?”

LilleB var ikke mere end 2 døgn gammel, før den kommentar ramte mig i ansigtet. Så sad jeg dér, med en buddingmave – altså sådan mere budding end den normalvis er – et par mælketomme patter, en lille baby, og åben mund og polypper. “Øh nej – jeg har lige fået en baby?” var vist sådan cirka min reaktion. Min mormor, som var hende der sagde det, mente bare at det var afsted med barnevognen. Ærligt, efter 2 døgn, så mente mit underliv ikke det samme. Når man lige har presset noget stort ud af noget småt, så mener jeg nu nok man har ret, til ikke lige at tænke på, at man skal tabe sig. I øvrigt, mener jeg også at man slet ikke behøver tænke på det overhovedet. Man skal tænke på sig selv – og på sin baby. Og man får vel heller ikke en baby, fordi man vil tabe sig.

Jeg er helt med på, at det fylder noget i mange kvinder, at tabe sig, når man har født. Og det er da ikke fordi tanken aldrig strejfer mig. Men jeg må så også sige, at jeg en uge efter fødslen, vejede mindre end før jeg blev gravid. Og ja jeg er overvægtig, men jeg ved ikke hvad det er for en fucking mirakelkur som min mormor, og andre i min familie i øvrigt også, tror der sker fordi jeg har født en baby. Som om fedtet forsvinder af sig selv, eller jeg pludselig gror en vild interesse for kost og motion, og ikke længere har lyst til at spise sovs. Og det irriterer mig faktisk, at fokus skal være så forpulet meget på et vægttab, når man sidder med sit lille barn. Den dårlige samvittighed man føder sammen med sin baby, og som konstant lurer i baghovedet, den behøver man jo ikke drysse mere dårlig samvittighed ned over. Som om jeg ikke i forvejen tænker, at min kæreste da umuligt kan tænde på det – nu endnu større – flæskegardin der hænger dér hvor min mave engang sad, og mine bryster som godt nok er store – men nu også bare er blevet fladere. Selvom min vægt nu er lavere end før jeg blev gravid, så kan man altså godt se at jeg har været gravid. Det er måske også helt ok, taget i betragtning af at LilleB kun er to måneder gammel, men man er jo forfængelig, og vil helst bare være pæn igen. Mit udgangspunkt var i forvejen ikke så kønt, så det generer mig selvfølgelig, at blive efterladt med noget værre.

Derfor går det mig ekstremt meget på, at min krop skal italesættes. Kæresten fik også nævnt at min mave ser mere oppustet ud nu, end lige efter jeg havde født (!!!!!!), og det fodrer jo bare en dårlig selvfølelse, som jeg egentlig tror de fleste nybagte mødre står tilbage med, efter en graviditet hvor en stor mave var et positivt tegn, og hvor man bar den med stolthed.

Nej, jeg skal ikke tabe mig lige nu – jeg skal være mor – jeg skal være på barsel med min baby. Hvis jeg så taber mig af de lange gåture, så er det da fantastisk, men jeg har ikke født et fitnessmedlemsskab – jeg har født et levende barn som jeg vil nyde. Min krop kan jeg gøre noget ved, når og hvis lysten og overskuddet til det melder sig.

picmonkey-image-7

picmonkey-collage-6

8 uger med LilleB

Nu er LilleB otte uger gammel, og han er stadig bare en nem lille fyr. Altså selv når han har en dårlig dag, er han nem. Og nu – klokken 07:54, sover han stadig sødt, og har gjort det siden 23:30. Uafbrudt. Altså jeg er oppe med sønnen før jeg er oppe med LilleB. Det er alligevel ret vildt. Vi har faktisk begge spist morgenmad nu – og jeg er på min 2.kop kaffe.

Igår sov han også igennem, og han har i løbet af de seneste par uger taget længere og længere stræk om natten, hvor han har boblet dejligt. Nogle aftener er han faldet i søvn omkring klokken 19, hvilket har givet mig noget virkelig tiltrængt alenetid. Altså jeg får egentlig masser af tid til mig selv i løbet af dagen også, men der er bare noget helt særligt over at få så mange timer i streg – og så om aftenen hvor jeg ikke bilder mig selv ind, at jeg da lige skal støvsuge eller vaske op. Meget af min tid til mig selv i dagtimerne, går nemlig med praktiske gøremål, så det at få 3-4 timer eller mere, hvor jeg bare kan lave ingenting, det er imponerende lækkert.

Jeg går også bare og venter på, at det vælter, og LilleB begynder at vågne konstant. Altså jeg kan simpelthen ikke tro, at min baby på otte uger kan sove igennem – og blive ved med det. Det vil tiden jo også kun vise om han kan. Men jeg er imponeret. Sønnen var en sød og glad baby, men også sådan én der ikke sov igennem de første par år, og som i dagtimerne sov 20-40 minutter ad gangen. Så jeg har meget svært ved at forstå, at det også kan være sådan her med en baby i huset. Med sønnen var jeg til sidst så træt, at jeg kunne vågne om morgenen uden at mindes at have været oppe – men hvor der stod halvtomme flasker ved siden af mig. Med mælk i altså.

Nu sidder jeg bare her, med min kaffe. Klokken er 08:02, og LilleB pev lige. For at få sin sut og boble videre.

picmonkey-collage-24

picmonkey-collage-6

Min omgangskreds gør mig ensom.

Jeg sidder med en ret knugende fornemmelse i min mave efterhånden. Min barsel, og LilleB’s ankomst selvfølgelig, har været noget jeg har glædet mig til. Og gennem hele graviditeten, var både familie og venner totalt oppe at køre over, at der ville komme et lille barn til verden. Men så kom han til verden. Og der er pludselig så stille. Jeg hører ikke fra så mange, og der er faktisk en del der ikke udviser nogen som helst interesse i LilleB. Som om han kun var spændende da han lå i maven.

Det gør mig bare ked af det. Jeg forventer jo selvfølgelig ikke, at der er andre end mig, kæresten og måske sønnen der synes han er lige så fantastisk, men ud fra den interesse og glæde der blev udvist under graviditeten – ja og for nogen før graviditeten, og dengang LilleB blot var en fjern tanke, så må jeg sige at jeg er overrasket. På den kedelige måde.

Min kusine, der brød ud i gråd (af glæde skal det lige siges) da jeg afslørede min graviditet for hende, har endnu ikke ønsket tillykke eller mødt ham. Og på ingen måde udvist interessen, da jeg jo intet har hørt fra hende. Vi har ellers kaldt hinanden for søstre igennem de sidste par år. Men så åbenbart ikke.

Min svigermor har ikke set ham siden han var et par uger gammel. Hun har det skidt for tiden – og det har hun, da hun lider af tilbagevendende depression – men hun lukker sig totalt inde, og går glip af sit eget – første – barnebarn. Og det er ikke fordi jeg skal lyde som en kold skid, for jeg ved godt at psykiske lidelser er frygtelige. Men jeg kan bare alligevel ikke forstå, hvordan hun ikke har kunne finde bare lidt overskud til at se sit barnebarn i snart seks uger. Det kunne jo bare være 10 minutter, og vi kunne sagtens komme til hende. Men nej. Hun lagde ellers ud med nærmest at kræve at se ham, og forvente at hun kunne sidde timevis med ham når hun var her. Rimelig stor kontrast. Og igen – jeg ved godt det er depression, men jeg er fanme stadig skuffet. Ikke mindst fordi jeg har en kæreste der er blevet far for første gang. Og hans familie er der bare ikke for ham.

Det samme med min svigerinde. Hun har ikke set ham endnu. Og har ikke spurgt ind til ham på nogen måde. Hvordan man kan være så ligeglad, det er altså udover min fatteevne.

Min familie til gengæld, udover kusinen (og hendes forældre), er fantastiske. Og selvom vi ikke ser dem hele tiden, så spørger de meget til LilleB. Det giver jo også noget, når man mærker familiens interesse.

Mine veninder hører jeg ikke meget fra. Måske er jeg bare blevet kedelig, når jeg ikke kan drikke, eller når jeg ikke nødvendigvis kan ses når de kan. Måske er jeg for kedelig at snakke med. Jeg ved det virkelig ikke.

Alt det her, skaber en ensomhed i mig. Og jeg er virkelig ked af det. Misforstå mig ikke – jeg elsker mit liv med LilleB, og jeg nyder min barsel. Men omgangskredsens manglende interesse i mit liv som det er nu, det skaber altså en følelse af ensomhed i mig. Noget jeg aldrig havde troet ville ske denne gang.

Jeg var ensom da jeg fik sønnen, men da var jeg meget ung, og resten af min omgangskreds levede af tequila og shots, og havde så naturligvis ikke den store interesse i børn. Ja og så boede jeg i en anden landsdel, væk fra alle og kun tæt på svigerfamilien. Det gav sig selv at det dannede grobund for en ensomhed. Men denne gang er mine veninder jo nogenlunde samme sted i livet som jeg, og min familie er tæt på. Alligevel er jeg alene. Jo, jeg har min kæreste, og det er bestemt ikke alle venner, eller alle i familien der er fraværende. Men dem der er blevet stille, de fylder snart mere end dem der ikke er.

Jeg er virkelig skuffet. Og jeg ved ikke om det er mig der forventer for meget?

picmonkey-collage-15

picmonkey-collage-6

   

Projekt Baby var for hurtigt overstået.

Det lyder selvfølgelig helt forkert, og er heller ikke ment så bogstaveligt. Jeg er jo fuldstændig skrupforelsket i LilleB, og kan nærmest ikke huske hvordan livet egentlig var før ham.

Men jeg sidder her, og føler mig faktisk ind i mellem lidt tom. Lidt ked af det. For et år siden, da var min spiral lige fjernet og vi var lige gået igang med Projekt Baby. Jeg ved godt, at det var top-frustrerende at være i. At det slet ikke var sjovt – ja udover når der lige var ægløsning (og kæresten gad gøre noget ved det) eller det var tid til at teste. Men jeg tror bare, at jeg nu sidder tilbage og savner den tid, fordi jeg havde ventet så gigantisk længe. Ikke bare på LilleB, selvom han var elsket dengang han blot var en tanke, men på hele processen vi skulle igennem for at nå hertil.

Nu er jeg mor til to. Jeg fik mine to streger – jeg havde min graviditet og fik min drømmefødsel. Ja og så har jeg til og med fået en super nem baby. Alt er gået perfekt. Vi skulle ikke vente længe på stregerne, og han blev i maven til han var klar til at komme ud. Jeg havde faktisk aldrig turde tro eller håbe på, at vi ville få al den lykke og være så heldige med alting, som vi har været.

Og så sidder jeg her. Med en total jaloux følelse i maven. Det er som om, at hende der for et år siden drømte om det her, hun sidder stadig i min mave og vil gennemgå processen igen. Tisse på pinde, holde øje med cyklus. Og egentlig bare drømme om at blive gravid og få et barn. Personligt, så ønsker jeg jo hverken en graviditet eller en baby allerede nu, men der er bare en eller anden irrationel del af mig, der seriøst misunder dem der skal til at igennem det hele. Selvom jeg jo nu står på den anden side – den side som jeg for et år siden ønskede at være på.

Jeg forstår det ikke helt. Det var så svært, og langt henad vejen gjorde processen mere ondt end den gjorde godt. Det kan jeg jo stadig huske – og mine indlæg fra dengang minder mig jo også i den grad om det. For et år siden idag, nævnte jeg kort ensomheden der også var i det her projekt. Og den var kolossal til tider. Den måned LilleB blev lavet i, var jo faktisk den sværeste. Jeg havde det ad helvedes til. Måske handler det i virkeligheden bare om, at jeg ved hvad der er for enden. Enorm kærlighed og lykke, og jeg glæder mig bare sådan til at skulle igennem det hele igen, og jeg misunder bare den rejse som andre skal på. Og selvom det lyder tåbeligt, så er det at være igang med Projekt Baby, og det at få sin baby, to separate rejser. Den ene del er slut for mig – den anden er kun lige begyndt. Så jeg tror jeg sørger over en rejse der er forbi, imens jeg nyder hvert eneste sekund af den rejse jeg nu er på. Giver det mening?

Ind i mellem tager jeg min hjerne i, at tænke præcis de samme tanker som for et år siden. Og jeg tager mit hjerte i at føle det samme som for et år siden. Bare uden at jeg reelt ønsker hverken at være gravid, eller at få en baby allerede nu. Det er meget ambivalent. Men også virkelig svært at abstrahere fra.

picmonkey-image-6

picmonkey-collage-6

Førstegangs og andengangs. Og parforholdet som nybagte forældre.

Nu er LilleB syv uger gammel, og vi er derfor godt igang med at lære både ham, men også os som forældre til ham, at kende.

Det er ingen hemmelighed, at sønnen kun er min biologisk, og kæresten har derfor ikke været med fra start. Han er førstegangsforælder, og det kan mærkes. Ja intet ondt i det – det var jeg jo også selv da jeg fik sønnen (sjovt nok), men jeg kan godt mærke kontrasten, og skal ind i mellem lige tælle til 10 for ikke at blive irriteret på manden. Han er meget omsorgsfuld overfor LilleB. Ind i mellem så meget, at han (i min optik) er for langsom. Alting foregår i det der helt rolige tempo, i virkeligheden nok også fordi det hele er så nyt, så angstprovokerende og “jeg vil bare ikke ødelægge min porcelæns-baby”-agtigt. Og så er der mig, der nærmest kører på autopilot og er totalt rolig i alt det her, men på en måde hvor jeg får tingene gjort, nærmest uden at blinke. Jeg har ti hænder – kæresten har stadig to, muligvis kun én. Det betyder også, at jeg kan klare det meste med en baby på armen, hvor han har et enormt behov for hjælp. Derfor er jeg ret meget på, også når det er kæresten der sidder med LilleB. Det gør jo ikke noget altså – slet ikke, for han er virkelig en skøn og dejlig far til LilleB. Men ind i mellem, så kan det godt være lidt trættende, at skulle agere serviceorgan når jeg endelig har chancen for at sidde og slappe af – uden at skulle tage højde for en baby. Det bliver bedre og bedre altså, og kæresten giver til gengæld udtryk for, hvor rolig det gør ham at have mig ved sin side, fordi jeg har godt styr på det. Og det er jo rigtig dejligt, for så finder han også hurtigere ud af, at han ikke ødelægger LilleB ved at give ham tøj over hovedet, eller ved at rejse sig med ham i armene, og hente det han lige mangler.

Selv er jeg ved at have en fin rytme med LilleB. Ikke at han har én. Han sover meget stadigvæk – er dog mere og mere vågen og i længere tid ad gangen – men jeg hygger mig herhjemme. Jeg fodrer ham af om morgenen, giver en tør ble og rent tøj på – og måske sover han videre. Ellers går vi ind i stuen hvor han ligger på sit legetæppe, imens jeg skolder flasker og tager morgenens opvask, brygger kaffe og laver lidt mad til mig selv. Og så tager jeg mig af vasketøj, rengøring og andre praktiske gøremål, i de stunder hvor han sover eller ligger og kigger på sine legeting. Henad formiddagen går vi gerne en lang tur, og resten af dagen slapper vi bare af, medmindre vi skal hente sønnen eller handle ind. De dage kæresten er hjemme, kan jeg godt mærke at den rutine bliver lidt ødelagt. Eller – det gør den egentlig ikke, for det er stadig mig der ordner alting. Han sætter sig ved sin Playstation, og har umiddelbart mest at gøre med LilleB når han er mæt og veltilpas. Imens laver jeg alt det praktiske, og er da også oftest den der får æren af at fodre af og pusle. Det virker lidt som om jeg er på barsel, og han har fri. Det er helt sikkert fordi han ikke ser rodet på samme måde som jeg, men jeg forstår simpelthen ikke, at man sætter sig og laver ingenting, når der er noget der skal ordnes. Sådan er vi så forskellige, åbenbart. Men det gør jo så bare, at det er mig der laver stort set alt herhjemme, for jeg bliver idiot af at se på en opvask eller en bunke tøj der skal lægges sammen, og han ænser ingen af delene. Jeg kan ikke gå hjemme i rod. Det stresser mig ad helvedes til når her ligner lort.

Han har fået tidligt fri fra studie idag, og proklamerede i en sms inden han kom hjem, at han kom hjem for at hygge med os inden han skal arbejde senere. Han nåede dårligt nok ind ad døren før han sad med controlleren til sin Playstation i hånden. Ærligt, så synes jeg han bruger al sin tid på den lige pt. Han er ikke rigtig en hjælp. Jo, han afleverer sønnen hver morgen, og er som oftest også ham der henter. Og så tager han sig også af vasketøjet. Men det er mere eller mindre også det! Så kan han være nok så sød og omsorgsfuld over for LilleB, men det aflaster jo ikke mig, at manden kun bruger tid med baby, når baby er mæt, veltilpas og nærmest klar til at sove. Forleden ‘vappede’ han mig væk da han sad med LilleB. LilleB lå og pludrede og snakkede, og det ville jeg gerne være med til, da jeg jo egentlig oftest bare har ham når han skal spise, skiftes, i bad eller sove. Der mente kæresten altså at det var hans tur til at sidde med babyen – for jeg havde ham jo hele tiden. Alligevel vælger idioten (ja, lige nu synes jeg det lidt, og det må jeg godt skrive herinde) altid den fucking Playstation når han er hjemme, og han fortrækker ikke en mine når jeg render rundt og rydder op og tager mig af LilleB. Lige idag, ikke? Så fuck ham. Sådan er det bare også ind i mellem når man er nybagte forældre. Jeg elsker ham, men han har det fanme for godt herhjemme. Og ja, det er bestemt også min skyld, da jeg lader ham sidde og spille fifa, men for helvede altså – det er udover min fatteevne at det nogensinde kan være det man prioriterer højere end resten af omverdenen. Så nu sidder han dér med sine høretelefoner på, og opdager slet ikke at hans baby er vågen. Det der med at komme hjem og hygge inden arbejde, ikke? Det er ikke med os, det er helt sikkert.

skaermbillede-2017-10-13-kl-11-36-32

Jeg er i øvrigt helt sikkert også vildt nederen af og til (og skal blive bedre til at råbe højt og sige fra), og heldigvis er vi allermest glade for hinanden og gode til at være sammen om LilleB, men sommetider er virkeligheden bare også sådan her, og det går heldigvis over. Man skal lære at forventningsafstemme, og man skal lære sin egen og sin partners nye roller som forældre. Det tager tid. I øvrigt, for engangs skyld, røg høretelefonerne af i sekundet han så mig komme ind med en sulten og sur LilleB. Nu giver han ham mad. Så nu er han ikke helt lige så dum som han var for fem minutter siden. Og så skal jeg nok holde op med at bande så meget. 

picmonkey-collage-6

En lille tigermis

Jeg har egentlig aldrig givet en fuck for tigerspring (eller udviklingsspring) – og så er det endda sagt pænt. Jeg har altid set tigerspring som noget forældre kalder det, i de perioder hvor deres små børn er tunge at danse med. Bare lige sådan for at minde sig selv om, at det bare er en fase, og at baby ikke er gået permanent i stykker. Og altså, alt er jo en fase, og babyer har dage hvor de græder mere og sover mindre. Og ovenstående var netop årsagen til, at jeg i sidste indlæg skrev, at jeg mistænkte det første udviklingsspring. Jeg troede ikke en pind på det, men ledte bare efter en årsag til hvorfor LilleB nu skulle falde i søvn til klassisk musik. Det har han i øvrigt droppet igen.

Jeg husker ikke at tigerspring var en ting med sønnen. Jo jo, alle talte om det – men jeg oplevede det ikke på den måde.

Der må jeg så ligge mig fladt ned og indrømme at jeg tog fejl. Tigerspring er en ting. LilleB er simpelthen så nem, at kontrasten er for vild. Han er stadig nem altså, sådan hvis man ser det i et større perspektiv – og måske endda sammenligner med babyer med kolik, eller babyer der er vågne hele natten. LilleB er sgu en stjerne, selv i et spring. Men – selvom andre har det hårdere, så vil jeg nu altså også gerne lige indrømme, at de sidste par dage har været lidt sejere at komme igennem end normalt.

Jeg har hentet app’en “Vidunderlige Uger”, og den har simpelthen talt ned til første spring, som skulle være omkring når baby er fem uger gammel fra terminsdatoen. Og da LilleB kiggede ud to uger før, så er det jo nu. For tre dage siden fik jeg en notifikation fra app’en om, at det første spring ville starte i løbet af de næste par dage. Og for tre dage siden, skar LilleB ned på sine daglige lure. Han sov tre timer mindre i det døgn, end han havde gjort hver dag siden han blev født – og jeg ved det, for jeg er ret OCD-præget hvad LilleB angår, så jeg skriver faktisk alt ned lige fra søvnen, til konsistensen af hans afføring. Søvnmønstret har ændret sig markant. For tre dage siden blev han også pludselig mere urolig, og falder hurtigt ud af søvnen. Hans arme og ben basker rundt og vækker ham – og så falder han først til ro hos mig. Idag græd han for første gang så tårerne trillede. Det var den baskende arm der ramte ham hårdt i ansigtet, og det gjorde ondt på ham. Alt dette, fortæller app’en, er tegn på det første spring. Urolig, de første tårer, mere vågen, dårligere søvn og behov for mere nærhed.

Samtidig ser jeg også nu, at han ikke er et spædbarn længere. Han er blomstret op i den sidste uges tid – men særligt i de sidste tre dage, og han er altså bare ikke nyfødt længere. Han er en baby med store blå og vågne øjne. Han kigger efter os, smiler, pludrer og er meget aktiv. Og ja, det samme skrev jeg i sidste indlæg, men jeg må også indrømme, at smilene er flere nu – og han pludrer rigtigt, og er meget mere vågen, end han var da jeg sidst skrev.

Så nej, jeg troede ikke på tigerspring. Men jeg må jo nok erkende at der er noget om det, når en app (!) kan fortælle mig hvordan min baby opfører sig på et specifikt tidspunkt. Men så er det jo også dejligt at der kun er tre dage tilbage endnu – ifølge app’en, før LilleB bliver sig selv igen. Eller, altså noget er jo forandret, men forhåbentlig finder han mere ro igen om et par dage, og giver lidt flere smil (og slår sig selv lidt mindre med de urolige lemmer).

picmonkey-collage-13

picmonkey-collage-6